Chapter Text
And it's a wrap
Anne og jeg betragter fra vinduet til hendes kontor det cirkus, der udspiller sig nede på slotspladsen, hvor fjernsynsfolket pakker de sidste rester af udstyr i kasser og sender dem af sted. Jonas Løvik har valgt en partner, men jeg mistænker ikke et øjeblik, at hans valg er til at stole på, og i øvrigt kunne jeg ikke være mere ligeglad.
De sidste biler er på vej ned ad alleen nu; snart er eneste tegn på, at de har været her, de røde baglygter, der bliver mindre og mindre i mørket.
"Kom, jeg skal vise dig en bedre udsigt." I en alder af 82 lyder Anne præcis lige så kæk, som da hun først satte sine ben på slottet, og hun er stadigvæk et friskt pust, som jeg med glæde følger. Vi forlader hendes kontor, som huser Annes imponerende samling af Scalextric racerbiler, og ender i det værelse, hvor Anne boede, da hun først flyttede ind.
De sidste mange år har rummet været et gæsteværelse, og de sidste dage har sengen været redt op til Jens. Den ser nu umådelig urørt ud, noterer jeg mig, og det er i sig selv interessant.
Mere interessant er det dog, hvad Anne peger på neden for netop dette værelses vindue, der har udsigt over ridebanen. Jeg tager lydløst plads i karmen og følger hendes finger.
Åbenbart har menneskelig anatomi stadig noget at sige i min tilværelse, for til at begynde med kan jeg kun se Rosensteens hvideste hest, der lyser op i natten. Først efter et minuts tid vænner mine øjne sig tilstrækkeligt til mørket til, at jeg kan se, hvad Anne også ser: Ved siden af den hvide hest står to prinser og kysser hinanden.
Anne står og smiler, og det gør jeg også, indtil jeg kommer i tanker om, hvilken dag det er. "Er det ikke i morgen, at Helene hjem fra Schweitz?"
På mit spørgsmål bliver Annes smil konspiratorisk, og hun ser direkte på mig, da hun henkastet fortæller, at Helene desværre bliver væk et par uger endnu som følge af en invitation til et fornemt jagtselskab i Nordfrankrig og de for tiden særdeles komplicerede karantæneregler ved udenlandsrejser.
"Et-nul," bemærker jeg bifaldende, og Anne puffer sin skulder ind i og gennem min, inden vi atter vender ansigterne mod Jens og Jørgen, der er ved at hjælpe hinanden op på hesten.
"Henriette," siger Anne eftertænksomt. "Du har garanteret undersøgt det, men eftersom Jens er adopteret, kan det vel være svært at vide, om der er Rabenfeldt i ham?"
Principielt har Anne ret, men lige i det her tilfælde ser jeg ingen grund til at lede efter forsvundne dåbsattester. Adel fornægter sig ikke, hedder det som bekendt, og her mener jeg andet og mere end den formelle adelighed, som den hedengangne prinsgemal gik så højt op i. Nej, jeg mener den indre adel, der kan ses med det blotte øje, hvis man bare kigger ordentligt efter, og her er der ingen tvivl overhovedet. "Lige så overbevist jeg var om, at Jonas Løvik ikke er en prins, lige så tydeligt er Jens ikke på nogen måde en Rabenfeldt," siger jeg derfor skråsikkert. "Jens er jo charmerende!"
"Ja for fanden," medgiver Anne, der stadig kan bande som en mekaniker. "Men det betyder jo så, at du må holde ud her på slottet i endnu en generation. Og hvis godsets økonomi skal klare sig, kommer du sikkert også til at udholde flere reality-optagelser."
Jeg ved godt, at Anne har ret, og jeg ved også, at jeg kommer til at savne hende inderligt, når hun forlader Rosensteens slot før mig. Men nedenfor vinduet galopperer den hvide hingst af sted med sine to unge ryttere, og jeg kan mærke, at det hele nok skal gå. "Hvad pokker," siger jeg således. "Så napper jeg et par sæsoner til."