Chapter Text
Solen stod højt på himlen, med dens skærende stråler brændt hendes ansigt. Den kvælende og svedige følelse bevægede sig tæt op af hende, som om den havde intentionen at opsluge hende helt. Hendes verden blev mindre og mindre efterhånden som følelsen strammede sig om hende. Det hele var bare kvælende. Det føltes som om verden skreg i hendes ører og tvang den svimle følelse frem i fronten af hendes tanker. Intet var gået godt i dag. Alting faldt bare fra hinanden.
“Jeg er virkelig ked af det min ḋ̸̨̫̩̈́̕r̷̹̣̲̣̮͈͓̺͍͆͌̄͜ͅë̷̟̻̼́̄͗̐ͅn̵̫̞͓̠̳̥͍̣̗̖̋̕͜g̸͖̲̖͋͂, men du burde finde en nyt mål med dit liv.”
Vinden blæste igennem hendes hår fra forskellige retninger. Pjuskede hendes hår og uniform, hvilket gjorde det meget svært at ignorere det slimede og klæbrige slime, der sad fast overalt på hendes krop. Det kølte hende ned i takt med at hendes hoved blev varmere, og hun blev mere og mere opmærksom på følelsen af træthed, der sniger sig op på hende.
“Hvorfor ta’ du ikke bare et svane dyk udover et tag, og håber på et quirk i dit næste liv.”
Hun stirrede i tomgang ud over byen med tunge øjne. Ville det ikke bare være noget hvis hun rent faktisk gjorde det? Hun kunne bare forestille sig headlinen: “TRAGEDIGE RAMMER IGEN!: Izumi Midoriya død! Endnu et quirkless barn mistet så ungt.” En tør og tung latter sneg sig ud. Måske lidt for stort og pragtfuldt for hende. Der var nok ingen, der ville holde øje med eller vide, at det var sket. Ville de overhovedet få hendes navn korrekt? Nok for meget at forlange? Hvis All Might var noget at gå fra.
Eller der er nok én, der ville være trist.
Hun tog et skridt tilbage, og endnu et, og endnu et, og endnu et… Hun kunne ikke lade hende lide på den måde. Mor fortjente ikke at have hendes død på bevidstheden. Hvorfor ville hun overhovedet overveje det? Masser af folk bliver ikke helte. Det er ikke jordens undergang, hvis hun ikke kan gøre det. Hvad gør dig så speciel? Hun kunne blive læge, eller sygeplejerske, eller, alt muligt! Trods alt, hun var bare en værdiløs Deku som aldrig burde have overvejet at opnå det til at starte med. Alle i hendes havde ret.
Kachan havde ret.
Det er en underlig følelse. At få dine forventninger så fuldstændigt, alt omsluttende, ødelagt på hvad der ikke var ret meget længere end en fem minutters samtale. Der havde altid været det der lille bitte håb om at All Might kunne have givet hende en magisk løsning eller pep-talk, som ville sætte alle de manglende brikker på plads. Men hun det var hun åbenbart ikke værdi nok til. Hvad ellers kunne forklare at Nr. 1 helten ikke kunne se hende være en helt? Hun må bare ikke have værdi nok. Det er den eneste forklaring.
Vinden blæste bag om hende, med hendes hår krammede sig omkring hendes ansigt. Hvis hun ikke bevægede sig, kunne hun stadigvæk ivrigt lange efter håbet om at intet havde ændret sig. Hun ville ikke være nød til at håndtere at hele hendes verden var langsomt ved at falde fra hinanden. Realiteten af hendes situation, af hendes håb og drømme, hendes hovedpine og rejsende feber… Det hele kunne vente, for blot at-
*Kaboom*
Izumi kunne mærke og hører lyden af en gigantisk eksplosion. Fuldstændigt ryste hende ud af hendes tanker. Hun kastede sit hoved i retning af lyden, hvor det ikke tog hende lang tid at opdage hun allerede instinktivt bevægede sig i retningen af det. Med en fart hun ikke troede hun havde. Måske hun skulle undersøge hvorfor hun var så ivrig i at bevæge sig imod fare frem for væk. Dog var det nok ikke i dag.
Hun bevægede sig hurtigt ned af trapperne, og stormede ud på gaden, hvor hun næsten ramte flere forbipasserende mennesker. Hendes hjerne føltes som den bankede mod væggen af hende kranie. En forfærdelig svimmelhed der ikke gad at gå væk, som hun først nu begyndte rigtigt at lægge mærke til. Alt underliggende. I stedet for fokuserede hun på at løbe mod lyden af eksplosioner, hvilket blev nemmere efterhånden som densiteten af mennesker blev større og større. Indtil hun kom ansigt til ansigt med noget der ikke skulle være muligt.
“Du er en perfekt køddragt!”
Alt farve og varme forsvandt fra hendes ansigt, da hun kom direkte foran ham . Den skurk som havde overfaldet hende, som havde tænkt sig at dræbe hende og bære hen som dragt, var lige der! Men hvordan?! All Migt slog ham. Han var på vej til tilbageholdes. Det var alt sammen ment at være slut. Han burde ikke være HER!!
Den tordnende larm og lys af eksplosioner lyste hele gaden op med et blændende og alt opslugende lys. Det var svært at se hvor det kom fra med alt det støv og støj… Det er Kachan!
Han prøvede ivrigt og desperat at rive sig fri fra det mørkegrønne slam. En konstant anstrengelse, med ham smide eksplosioner og knystnæver rundt. Det er virkelig bare ham. Han har kunnet holde ham væk fra sig i lang tid nok til at stadigvæk værende kæmpe mod ham uden at besvime. Men hvorfor er der ingen af heltene, der gør noget? Backdraft er den eneste som rent faktisk gør noget ved at slukke for flammerne, men de andre gør bare intet. Kachan kan ikke holde ud for evigt.
Izumi tog et lille skridt frem. Det var svært at fokusere, især med en person som ikke bare for en time siden prøvede at slå hende ihjel foran hende, men hun kunne ikke lade Kachan gøre det her alene. Han kunne godt være kæphøj nogle gange, men selv hun kunne se at han havde det svært med at klare den her skurk. Skurkens ansigt bevægede og slangede sig rundt omkring på hans slimede krop. Hans øjne bevægede sig flyvsk og uroligt rundt på alle heltene omkring ham. Han havde et ufokuserede syn, indtil hans øjne ramte hende. Hun frøs på stedet, et koldegys løbende ned af hendes rygrad.
Hun følte sig selv fuldstændigt stoppet op. Hendes hænder føltes svedige og klamme. Hun begyndte at føle en kvalmende følelse bag i hendes gane, med minderne om det kolde kornet slam meget friskt i hendes hoved. Hun kunne overhovedet ikke bevæge sig. Hvor var det latterligt. Kachan var i fare, kæmper for sit liv, og hun står bare her. Hendes krop er helt larmet af frygt mens hun har et panikanfald. Men hvad kan hun gøre?
Kachan’s øjne faldt på hendes, og det var som at se at kigge ind i en reflektion af sige selv. Var det sådan hun så ud i hans øjne? En person så dybt paralyserede i frygt, at hun ikke kunne gøre noget. Han var i fare, og hun stod bare her, uden at kunne gøre noget.
Hun tog et skridt frem, også et andet, og et andet, og et andet indtil det formede sig til et komplet sprint. Hun tog sin taske og kastede den mod intelligent slam, hoppede op og prøvede at rive Kachan ud af ham. Hvis heltene ikke ville gøre noget, så ville hun gøre noget! På en eller anden måde fremkalde et mirakel med hendes desperation. Og det skete faktisk. All Might kom ud af ingenting og slog med enormt brag, smed skurken på tværs af gyden. Fuldstændigt ryddet området. Kun All Might ville kunne overkomme hans egne grænser.
“Hvad i alverden tænkte du på?!” Hvad helt præcis troede du at du ville opnå ved at løbe ind uden en plan?! Du kunne være kommet alvorligt til skade, og den dreng ville have været død alligevel. Heldigt for dig at All Might dukkede op ” Death Arms stod som en stor skræmmende skygge over hende, hvor han gav hende en ordentlig skideballe.
Alt var sket så hurtigt. All Might reddede dem på ingen tid, Kachan der hurtigt blev taget til hospitalet, og brandmændene og heltene der fuldstændigt dækkede området. Hun føltes syg.
“Du burde ikke have prøvet at hjælpe, ḱ̷̦̰̮̄̓̽̿n̸̨̨̰̰̣͙͎̖̼͓̜̲̝̘̝̐̔͒̊̾́͐æ̵̢̃k̴̪͌̔̏̿͑̚͘͠t̶̻͚̯̩̰̥̹̲͗̔̂̅̂.” Kamui Woods sagde med et anstrengt ansigt.
Hele hendes krop føltes som den spinnede rundt. Den her feber var virkelig blevet værre. Følte virkelig at hun skulle kaste op. Hvorfor er der ikke nogen der har opdaget det endnu?
“Du burde bare have lade pro’sene om det her, kiddo.” Mount Lady genlød.
Der var for mange mennesker. De var alle rundt om hende, heltene, politiet, men ingen redder til at tjekke op på hende. Hvorfor var der ingen, der var bekymrede over hende? Det hele var kvældende.
“Du kunne virkelig have gjort den her situation værre! Du burde føle dig ærede over at All Might var her til at rydde op efter dig.” Death Arms fortsatte.
Hendes hoved var ved at splitte op. En skarp smerte spreder sig ud fra hendes ryg og op ind i hendes hoved. Hun tog fat om sit hoved for at holde sit hoved sammen, eftersom at det føles som det var et bryde åben. Hendes åndedrat blev korter og korter og mere uberegneligt, hendes syn mere og mere sløret, med hendes krop skrigende i smerte.
Hun kunne høre kakofoni af folk snakke og råbe omkring hende. Arme af hvad hun kunne forvente var nogle redder tjekke hende over. Det føltes som hun svævede på et tidspunkt, og som hun faldt på et andet.
Det var svært at holde styr på tiden. Alt virker som en vågen drøm, med nogle få svage lyde af hvad fra mennesker hun ikke kunne sætte ansigter på. Der var et af dem, som lød som hendes mor. Du behøvede ikke engang at gøre noget, du gjorde stadigvæk din mor bekymret. Hvor var hun en dårlig datter for at bekymre hende på den måde. Kunne hun ikke bare falde i søvn igen.
“...Vågn op snart, søde…”
Izumi begyndte langsomt at vågne op. Hun føltes helt smadret og udmattet. Det var nærmest som om det var værre end før, hvor hun rent faktisk besvimede. I det mindste gjorde ikke lige så ondt. Det hele føltes bare som om Kachan havde haft et godt slag på hende dagen før, og hun led nu på grund af det. Hun prøvede at bevæge sine arme lidt i sengen, til varierende succes. Hun begyndte at prøve at rejse sig op i en siddende position, hvilket var en forfærdelig ide, fordi hun bare fik den værste kvalme.
Hun faldt med det samme ned i sengen igen. Det tog noget tid at før hendes øjne justerede sig til rummet igen, efter at det hele blev så sløret. Det var helt kvalmende hver eneste gang hun prøvede at bevæge sig på nogen større måder end bare en finger. Alt i hendes krop føltes ødelagt. “Godt job, Izumi. Det lykkes ikke engang for dig at rejse dig op fra en seng.” Hendes stemme lød hæs og tør, og gjorde forfærdelig meget ondt. Selv hendes øjne gjorde ondt da hun prøvede at bevæge dem fra side til side.
Kunne åbenbart ikke gøre noget indtil videre. Nok bedre at vente til at der kom nogen og tog sig af hende, eller tjekkede op på hende. Med hvor svært det var bare at bevæge sig, var det nok klogest… Betyder ikke hun stadigvæk ikke ville prøve at flytte på sig.
Hun rykkede sig lidt i sengen. Prøvede af hvor meget hun kunne presse hendes situation, før hun begyndte at føle smerter. Hvilket viste sig ikke at være så meget. Der gik ikke så lang tid før følelse af ømhed og smerter ændrede sig til rastløshed og kedsomhed. Så smerter føltes som en bedre ting at gøre end at kede sig.
Hun prøvede langsomt igen at flytte på hendes arme, og teste det ud. Ikke nogen signifikant ændring i at det gjorde ondt, men hvad kan hun gøre. Det var dog en belastende og smertefuld ting at være nødt til at være indforstået med. Men hun kunne ikke bare blive ved med bare at ligge her uden at gøre noget. Så med meget besvær, og god del ærgrer, så lykkes det hende at komme helt siddende op på sengen. Holde sig meget usikkert på albuer, mens hun prøvede ikke at falde dom drastisk ned igen. Hun prøvede at række ud efter jern stellet til saltvand fodringen for at se om hun kunne bruge den til at holde sig selv oppe. Nok ikke den bedste ide hun har haft, men det er heller ikke fordi det varede i så lang tid før hun opdagede noget der ikke burde være der.
Hår! Ikke bare normalt hår af hvad man kunne forvente på et menneske, men meget mere… ikke -menneskeligt. Det lignede mere pels end det gjorde hår, og det var også grønt! Hvorfor havde hun pels voksende på hendes arme?! Ikke bare pelsen, men også hendes negle. De var praktisk talt ikke negle længere, men derimod noget der var tættere på kløer. Hun har kløer?! Og… er det potepuder? Hvorfor har hun dem? Hvor har hun pels? Hvorfor noget som helst?
Hun gav med det samme slip på jernstellet, og trak hende med det samme ind til sig selv og greb fat i den. Hun løb sine fingre imellem pelsen for virkelig at få fornemmelsen af hvad der foregik. Det var virkelig pels. Det var så sært at rører ved, som at det var noget der ikke burde være der, men det var det. Intet af det her gav mening. Hendes kløer så ud som de var tilbagetrækkelige, og nu havde hun puder på hendes hænder. Hvad var hun? En kat? Selvom at det ikke er nødvendigvis sandt, masser af dyr kan gøre det.
Men alt det her var stadigvæk absurd! Hvordan kan hun bare uden videre vågne op med pels og kløer fra den ene dag til den anden? Intet at det her gav mening. Hun kunne dog heller ikke rigtigt benægte at det rent faktisk var en realitet. Kan ikke rigtigt sige noget imod pels, der bogstavelig talt vokser ud af hendes arme! Med mindre hun er delirisk syg, og bare er hallucinationer alting lige nu. Måske mødte hun overhovedet ikke All Might til at starte med….
Hun sad i fuldstændig forvirret stilhed. Fixerede kun på hendes nye forandring, at det kom som et chok da døren åbnede og noget faldt på gulvet. Hun kunne knap reagere og kigge op før to arme omfavnede hende.
“Izumi, du er vågen. Hvor er jeg lettet at du er vågen.” Mor. Mor er her. Hun krammer mig.
Hun langsomt bevægede hendes hænder op af hendes ryg, og omfavnet hende ligeledes, imens hun ignorerede smerten i hendes arme. “M-mor.” Hendes stemme var stadig lille og hæs, da hun prøvede at tale med hende. Hun gav slip og hurtigt begyndte at bevæge sig hen til vasken, og skaffede en kop vand til hende.
“Her. Drik noget vand, så burde du få det bedre.” Hun drak en stor gulp så hurtigt som hun kunne. Hun tog glædeligt endnu en kop efter mor fyldte den op igen.
“Mor, hvad skete der? Hvad er… Hvad sker der her?” Hun sagde, gestuerede til sig selv.
Mor så på hende med venlige, trætte, bløde øjne. “Izumi, der er meget at forklare.”