Post Header
Affyr konfettikanonerne, for OTW (Organisationen for Transformative Værker) bliver 17 år i dag! Siden 2007 har vi opnået meget, og vi er glade for at kunne fejre endnu et jubilæum med dig. Endnu et år er gået fuld af spændende præstationer og milepæle, heriblandt:
- Archive of Our Own – AO3 (Vores Eget Arkiv) nåede 7 millioner brugere og 13 millioner værker, og der blev tilføjet mere end 300.000 ikke-engelske værker alene siden sidste september;
- Open Doors (Åbne Døre) importerede 9 fanfiction-arkiver til AO3;
- Antallet af artikler ramte 70.000 på Fanlore;
- Og 14 artikler, 5 symposier, 3 boganmeldelser og 2 multimedie-værker blev publiceret i Transformative Works and Cultures – TWC (Transformative Værker og Kulturer)!
Siden det er vores fødselsdag, har vi klædt os på til lejligheden. Der er nu et officielt jubilæumslayout tilgængeligt på AO3, der markerer dagen i en begrænset periode!
Hvis du gerne vil klæde dit AO3-interface fint på, så kan du bruge jubilæumslayoutet ved at scrolle ned i bunden af siden og vælge "Happy 17th!" (Tillykke med de 17 år!) under Customize (Skræddersy)-sektionen. Alternativt kan du gå til Skins (Layout) på dit Dashboard, hvor du kan finde layoutet under Public Site Skins (Offentlige sidelayouts).
Vil du i anledningen gerne køre din egen stil? Vidste du, at du kan oprette dit eget sidelayout på få minutter ved at bruge vores Skin Wizard?
For at gøre det skal du gå til dit dashboard og vælge layout.
Derefter skal du vælge Create Site Skin (Opret sidelayout). Under Create Site Skin har du muligheden for at lave en skræddersyet CSS eller bruge Skin Wizard. For alle programmører derude kan første mulighed være en sjov udfordring! Men Skin Wizard tilbyder en hurtigere og nemmere måde at oprette dit layout.
Når du har valgt Use Wizard (Brug Wizard), vil du få vist nogle muligheder for at skræddersy layoutet. Først skal du give dit sidelayout en unik titel. Hvis du vil, kan du også tilføje en beskrivelse.
Derefter skal du vælge din skrifttype og tilpasse indstillinger som skriftstørrelse, bredden på værkmarginer og mellemrummet mellem paragraffer. (Hvis du er i tvivl om, hvad disse termer betyder, kan du tjekke spørgsmålstegnet ved siden af hver mulighed).
Efter det kan du vælge dine farver! Du kan ændre baggrunds-, tekst-, header- og accentfarver ved at indtaste navnene eller farvekoderne på de farver, der taler til dig!
Når du opretter dit sidelayout, har du også mulighed for at tilføje overlayouts. Det tillader dig at kombinere og tilføje flere lag sidelayouts, mens du opretter dit eget. Hvis du gerne vil beholde standardmulighederne for en specifik parameter, skal du blot lade feltet stå tomt.
Når du er færdig, skal du vælge Submit (Indsend) for at trylle!
Når du indsender, har du mulighederne for at Use (Bruge), Preview (Forhåndsvise), Edit (Redigere) eller Delete (Slette) layoutet. Når du vælger Use, bliver dit layout taget i brug på alle sider på AO3.
Du kan altid redigere eller slette et sidelayout og starte forfra, hvis du gerne vil gøre noget anderledes. Layoutet, du opretter, er kun synligt for dig.
Men i anledning af OTW’s fødselsdag vil vi elske at se nogle af jeres skræddersyede layouts! Tag et screenshot af din AO3-side med dit skræddersyede layout på, og del det med os på vores SoMe-kanaler!
Tak fordi du fejrer OTW’s 17-års jubilæum med os! Vi ville ikke være nået så langt uden dedikerede fans og hårdtarbejdende frivillige. Vi kan ikke vente med at se, hvad det næste år bringer, og hvad vi opnår sammen!
OTW er nonprofit forældreorganisation for flere projekter, heriblandt AO3, Fanlore, Åbne Døre, TWC og OTW Juridisk Rådgivning. Vi er anført af fans, udelukkende finansieret af donationer og bemandet af frivillige. Lær mere om os på OTW's hjemmeside. Vil du vide mere om vores hold af frivillige oversættere, som har oversat dette indlæg, kan du tjekke Oversættelsessiden.