AO3 News

Post Header

OTW medlemskabskampagne, 17.-19. oktober 2025

Archive of Our Own – AO3 (Vores Eget Arkiv) fortsætter med at vokse og nå nye milepæle. Alene i år har vi fejret ni millioner brugere, en million fanværker på mandarin og 15 millioner fanværker – har du nogensinde overvejet, hvordan vi følger med bag kulisserne?

En af de ting, dine gavmilde bidrag går til, er vores Systemer-komité, som arbejder hårdt på at opgradere serverne, der driver AO3's database- og søgesystem, for at følge med den konstant stigende mængde af brugere og aktivitet.

Systemer opretholder infrastrukturen, som understøtter OTW's (Organisationen for Transformative Værker) projekter, samt interne systemer. Det indebærer vores tre serverkabinetter, adskillige servere og netværksudstyr, som kan ses herunder. Vores hold af frivillige fører regelmæssigt tilsyn til vores servere og reagerer på udfald så hurtigt som muligt for at genoprette driften, samt udfører rutinemæssige opgraderinger og vedligehold for at sikre, at OTW's projekter forbliver tilgængelige. De udgiver også indimellem postmortems og præsentationer om AO3's infrastruktur på AO3_Systems AO3-konto.

AO3 serverkabinetter.

Vi har også forberedt flere takkegaver til denne medlemskabskampagne! Som sædvanlig har vi vores klistermærker ved bidrag på 45 USD. Ved 75 USD kan man få dette års badge (AO3-logoet forklædt som sommerfugl!) og en ny snurrende nøglering med AO3's og OTW's logoer. Til denne måned har vi også erstattet vores gamle skuldertaske med en vandflaske + badge-kombi.

Regnbuefarvet sommerfugle-badge med AO3-logoet som sommerfuglens krop Rund nøglering i sølv med to snurrende ringe, der drejer i hver sin retning. AO3-logoet indgraveret på den ene side og OTW-logoet på den anden. Rød termovandflaske i metal med sort låg. Der står 'archiveofourown.org' på den med hvide bogstaver. O'et i 'own' er AO3's kudos-logo, og o'et i 'org' er OTW-loget.

Hvis du gerne vil have en gave, men ikke vil give hele beløbet på en gang, kan du også sætte et tilbagevendende bidrag op og spare op til den gave, du gerne vil have. Vælg gaven på bidragsformularen, og hvis du vælger ikke at give hele beløbet på en gang, vil bidraget automatisk blive sat op som et tilbagevendende bidrag. Hvis du bor i USA, kan du måske få fordoblet dit bidrag gennem din arbejdsplads: Kontakt din HR-afdeling for at finde ud af, om det er en mulighed for dig.

Et bidrag på 10 USD eller mere giver dig også mulighed for at blive medlem af OTW. OTW-medlemmer har ret til at stemme til Bestyrelsesvalget, hvor OTW's Bestyrelse bliver valgt. Du har indtil d. 30. juni 2026 til at blive medlem, hvis du gerne vil stemme til næste års valg, som bliver afholdt i august næste år.

Selvom vi håber, at mange af jer vil gøre brug af muligheden for at give et bidrag og blive medlem af OTW, er vi taknemmelige for støtten fra alle medlemmer af vores fællesskab i alle former! Om du skaber, deler, kommenterer på eller giver kudos til fanværker på AO3, redigerer Fanlore, læser Transformative Works and Cultures – TWC (Transformative Værker og Kulturer) eller spreder information fra Legal Advocacy (Juridisk Rådgivning), er alle med til at forme OTW og dets projekter hver eneste dag. Vi er taknemmelige for din tid, energi og engagement!


OTW er nonprofit forældreorganisation for flere projekter, heriblandt AO3, Fanlore, Åbne Døre, TWC og OTW Juridisk Rådgivning. Vi er anført af fans, udelukkende finansieret af donationer og bemandet af frivillige. Lær mere om os på OTW's hjemmeside. Vil du vide mere om vores hold af frivillige oversættere, som har oversat dette indlæg, kan du tjekke Oversættelsessiden.