Work Text:
Da han vågner op igen, er det en pige, der stryger ham over håret med hånden.
Hans hjerte hamrer voldsomt, og Kai er sikker på, at hun må kunne høre det i stillheden. Hun, der lyser så gyldent.
Hun tørrer hans blege, febervarme pande, der er fugtig af sved, og et udtryk af ømhed kommer frem i hendes ansigt når hun ser på ham. Hun hvisker noget han ikke rigtig forstår, og han ser på hende som et barn, uden at formå at sige noget.
Sød er hun, og han ved stadig ikke, om hun er en ung pige eller en gammel dame, én der har været her længe før der fandtes mennesker på jorden.
Minder strømmer ind over ham. Aftener derhjemme i Portland, ikke nødvendigvis med leg og glæde, sang og dans, men alligevel med noget sjovt og hemmeligt sammen med Josette, da de fortalte historier til hinanden. Og stille nætter, hvor Josette lå og sov ved siden af ham.
Og så det andet, om hvorfor han var der. Om en tabt krig i et fjernt land. Om hver iskold dag, der blev til iskold nat.
Var det virkelig dette, han burde gøre? Var det virkelig dette, hans folk havde ønsket sig?
Det synes, som om han i hvert fald aldrig er dér, hvor han skal være.
Det er da for fanden slet ikke sommer, havde han tænkt, dystert, da han traskede frem gennem sneen, på flugt fra hans militærtjeneste. Lige det, der straffes med døden.
Så var han så svag, så svag og så forfrossen, at han ikke længere kunne gå. Måske, havde han tænkt, også dystert, ville det være bedre at fryse ihjel end at blive henrettet. Til sidst fik trætheden ham til at synke sammen i sneen, hvor han faldt i dyb søvn, og drømte om hvordan han omhyggeligt undersøgte sin egen grav, før han lagde sig ned i den.
Men her, i varmen, finder den engleagtige pigens kastanjefarvet hånd hans ansigt igen, og klapper ham trøstende på kinden, og mens hun betragter ham, ømsindet og længe, falder hans hjerteslag endelig til ro.
Senere vil han forstå, at denne skov, som føles ældre end noget andet, er beskyttet mod de kolde vinde, som ellers plager resten af Grønland, og at denne engel, der hedder Bonnie, har ført ham hertil.
Og Kai føler, at her, hos hende, er dér hvor han skal være, og her vil det altid blive sommer for ham.